Pansonisisme
Hvad er Pansonisisme ?
Pansonisisme har hovedsagligt sin baggrund i Michel Foucalts Panoptisisme, som til gengæld har sine rødder I Jeremy Benthams tekster. Vi har kigget på hvad de har om overvågnings prinsippet at sige, men hvad betyder det oversat til lyd ?
For at gøre det lidt nemmer er det nemmere at dele det op i 2 grundbegreber :
1. Lyd som overvågning, eller i hvert fald et forsøg på at opnå dette.
2. Magtforholdene mellem publikum, udøvere og skabere vendes om på hovedet.
Hvis vi tager lyd som et overvågningsmiddel vil vi opdage at I virkeligheden er vi omgivet af lyde som har et overvågningsformål. F.eks. da vi hører en sirene fra en ambulance ved vi med det samme hvad den betyder. Det samme kan man sige om bjælder, som har diverse formål. Alt fra t være skolebjælder som fortæller os hvornår vi skal til/fra time, til kirkeklokkerne med deres altomfattende skuelse.
Dette er vi opdraget til at overholde baseret på vores instinkter. I virkeligheden er der jo ingen længere som siger til os at vi skal ud overholde de bud som lydene sætter os. Læreren har holdt op med at sige at nu skal vi ud af klasselokalet, og i stedet har vi påtaget os lærerens funktion i vores egen overvågning. Den skjulte vogter findes kun I vores eget sind. Disse magtforhold skaber et fundamentalt grundlag for udnyttelse af relationen mellem lyd og magt.
For at kunne vende om på de magtforhold der findes i musik må vi først finde ud af hvordan de er opbygget. Under normale omstændigheder har vi publikum som den ypperste autoritet i musikkens magtpyramide. Alt går ud fra at de skal blive underholdt, eller I hvert fald tilfredsstillet.
Er vi evt. så lukkede i vores uvidenhed at vi ikke kan blive frie overfor disse betingelser som vi selv har systematiseret ind i vores sind og som har været systematiseret siden musikken holdte op med at komme fra "Gud", hvor komponisten var et medium som gav en besked (komposition) videre til et andet medium (instrumentalister/sangere) som til gengæld sender beskeden videre til publikum uden deres påvirkning.
Den hierarki som musik lever efter i dag går ud fra at komponisten er nederst i kæden, dvs. han (eller hun) bliver overvåget af instrumentalisterne da de får et nyt stykke bliver det taget til betragtning og sammenlignet med alt det denne instrumentalist har nogen sinde spillet i sit liv, og dette sker selv om at instrumentalisten stræber efter at ikke gøre dette. Den næste del i overvågningen forgår både ind i instrumentalistens sind og udefra ham selv. Da man sidder med et stykke musik og prøver på at spille det uden fejl vil man altid fornemme en eller anden præsens som skuer det man har gang i. Dette overvågningsprincip forgår uden forbehold til at der virkelig er nogen som overvåger instrumentalisten, da det er ham som i virkeligheden gør det muligt for princippet at tage kraft i hans eget sind.
Hvis vi går ude fra at alt dette er sandt kan man, så at sige, som komponist ændre disse forhold ved at gøre publikum til den som bliver overvåget, uden at deres egne forestillinger af hvordan det musikalske forløb fremgår bliver sat igen i forgrunden. Dvs. kan en komponist komme øverst i systemet (med hjælp fra musikere) hvor publikum ikke kan gennemskue alt det der forgår omkring dem, og hvor de begynder at tvivle på deres egen anskuelsesevne?
Pansonisisme har hovedsagligt sin baggrund i Michel Foucalts Panoptisisme, som til gengæld har sine rødder I Jeremy Benthams tekster. Vi har kigget på hvad de har om overvågnings prinsippet at sige, men hvad betyder det oversat til lyd ?
For at gøre det lidt nemmer er det nemmere at dele det op i 2 grundbegreber :
1. Lyd som overvågning, eller i hvert fald et forsøg på at opnå dette.
2. Magtforholdene mellem publikum, udøvere og skabere vendes om på hovedet.
Hvis vi tager lyd som et overvågningsmiddel vil vi opdage at I virkeligheden er vi omgivet af lyde som har et overvågningsformål. F.eks. da vi hører en sirene fra en ambulance ved vi med det samme hvad den betyder. Det samme kan man sige om bjælder, som har diverse formål. Alt fra t være skolebjælder som fortæller os hvornår vi skal til/fra time, til kirkeklokkerne med deres altomfattende skuelse.
Dette er vi opdraget til at overholde baseret på vores instinkter. I virkeligheden er der jo ingen længere som siger til os at vi skal ud overholde de bud som lydene sætter os. Læreren har holdt op med at sige at nu skal vi ud af klasselokalet, og i stedet har vi påtaget os lærerens funktion i vores egen overvågning. Den skjulte vogter findes kun I vores eget sind. Disse magtforhold skaber et fundamentalt grundlag for udnyttelse af relationen mellem lyd og magt.
For at kunne vende om på de magtforhold der findes i musik må vi først finde ud af hvordan de er opbygget. Under normale omstændigheder har vi publikum som den ypperste autoritet i musikkens magtpyramide. Alt går ud fra at de skal blive underholdt, eller I hvert fald tilfredsstillet.
Er vi evt. så lukkede i vores uvidenhed at vi ikke kan blive frie overfor disse betingelser som vi selv har systematiseret ind i vores sind og som har været systematiseret siden musikken holdte op med at komme fra "Gud", hvor komponisten var et medium som gav en besked (komposition) videre til et andet medium (instrumentalister/sangere) som til gengæld sender beskeden videre til publikum uden deres påvirkning.
Den hierarki som musik lever efter i dag går ud fra at komponisten er nederst i kæden, dvs. han (eller hun) bliver overvåget af instrumentalisterne da de får et nyt stykke bliver det taget til betragtning og sammenlignet med alt det denne instrumentalist har nogen sinde spillet i sit liv, og dette sker selv om at instrumentalisten stræber efter at ikke gøre dette. Den næste del i overvågningen forgår både ind i instrumentalistens sind og udefra ham selv. Da man sidder med et stykke musik og prøver på at spille det uden fejl vil man altid fornemme en eller anden præsens som skuer det man har gang i. Dette overvågningsprincip forgår uden forbehold til at der virkelig er nogen som overvåger instrumentalisten, da det er ham som i virkeligheden gør det muligt for princippet at tage kraft i hans eget sind.
Hvis vi går ude fra at alt dette er sandt kan man, så at sige, som komponist ændre disse forhold ved at gøre publikum til den som bliver overvåget, uden at deres egne forestillinger af hvordan det musikalske forløb fremgår bliver sat igen i forgrunden. Dvs. kan en komponist komme øverst i systemet (med hjælp fra musikere) hvor publikum ikke kan gennemskue alt det der forgår omkring dem, og hvor de begynder at tvivle på deres egen anskuelsesevne?
Panoptisisme og Foucault
"The Panopticon is a machine for dissociating the see/being seen dyad: in the peripheric ring, one is totally seen, without ever seeing; in the central tower, one sees everything without ever being seen."2
Hvis overvågning er en maskine som lever et selvstændigt liv, hvor det er os selv som overtager vagtens funktion i overvågningen, vil det ikke kunne mærkes hvis det ikke er deciderede vagter som udfører overvågningspligterne. Fægselsdirektøren (komponisten i vores tilfælde) kan blive udskiftet med hvem som helst, familie, venner.
Som et begreb er panoptisisme ret omfattende, da det kan overføres på alt i vores hverdag, ikke kun vores fængsler. I grunden ville Foucault i sin bog Discipline and punish vurdere hvordan magtbegrebet har ændret sig fra middelalderen indtil vores dage. Han udforsker nogle idéer angående straffer for forskellige forbrydelser og bevæger sig videre til hvordan folk blev sat i karantæne under den store plage (endnu en form for overvågning da folk skulle holde sig indenfor meget stramme regler omkring færdsel og sygdomstilfælde). Panoptisisme udgør en væsentlig del af bogen (omkring 36 sider) og bliver henvist til igennem hele bogen. Grunden for dette er nemlig at panopisisme har været en del af vores verdensbillede igennem flere tusind år.
Hvis vi siger at panoptisisme har været med os i al den tid, kan vi så pege på hvordan det har vist sig. I middelalderen havde konge og herrer al magt magt, men de kunne ikke sige at de havde mulighed for at fælge med i alt det deres borgere lavede. Den store anden (the Big Other) var i dette tilfælde religion, Gud, Jesu, Maria og Josef ! I stedet for at der var nogen som fulgte med i borgerens adfærd, gjorde de det fuldstændg selv. Gud ser alt men ingen ser Gud, ligesom vi ser i den ovenstående citat. Vi kan endda skifte Gud ud for vagten og får det samme resultat. Ind i oplysningsalderen var der stadigvæk den samme idé om overvågning, Gud holder øje med dig. Forskellen her er hendholdsvis den at der er flere midler brugt for at klassificere borgerne. De klassifikationer bliver så brugt for at forstå borgeren.
Det er først ind i det 20. Århundredet vi kan med sande sige at vi bliver réelt overvåget. Det der var kun i vores hoved er blevet til en meget forstyrret virkeligehed. Vi gør endda en indsats for at blive set af andre. Webcam chatrumme som bygger på princippet om randomisering af dem man snakker med er kun et eksempel af mange.
Hvis overvågning er en maskine som lever et selvstændigt liv, hvor det er os selv som overtager vagtens funktion i overvågningen, vil det ikke kunne mærkes hvis det ikke er deciderede vagter som udfører overvågningspligterne. Fægselsdirektøren (komponisten i vores tilfælde) kan blive udskiftet med hvem som helst, familie, venner.
Som et begreb er panoptisisme ret omfattende, da det kan overføres på alt i vores hverdag, ikke kun vores fængsler. I grunden ville Foucault i sin bog Discipline and punish vurdere hvordan magtbegrebet har ændret sig fra middelalderen indtil vores dage. Han udforsker nogle idéer angående straffer for forskellige forbrydelser og bevæger sig videre til hvordan folk blev sat i karantæne under den store plage (endnu en form for overvågning da folk skulle holde sig indenfor meget stramme regler omkring færdsel og sygdomstilfælde). Panoptisisme udgør en væsentlig del af bogen (omkring 36 sider) og bliver henvist til igennem hele bogen. Grunden for dette er nemlig at panopisisme har været en del af vores verdensbillede igennem flere tusind år.
Hvis vi siger at panoptisisme har været med os i al den tid, kan vi så pege på hvordan det har vist sig. I middelalderen havde konge og herrer al magt magt, men de kunne ikke sige at de havde mulighed for at fælge med i alt det deres borgere lavede. Den store anden (the Big Other) var i dette tilfælde religion, Gud, Jesu, Maria og Josef ! I stedet for at der var nogen som fulgte med i borgerens adfærd, gjorde de det fuldstændg selv. Gud ser alt men ingen ser Gud, ligesom vi ser i den ovenstående citat. Vi kan endda skifte Gud ud for vagten og får det samme resultat. Ind i oplysningsalderen var der stadigvæk den samme idé om overvågning, Gud holder øje med dig. Forskellen her er hendholdsvis den at der er flere midler brugt for at klassificere borgerne. De klassifikationer bliver så brugt for at forstå borgeren.
Det er først ind i det 20. Århundredet vi kan med sande sige at vi bliver réelt overvåget. Det der var kun i vores hoved er blevet til en meget forstyrret virkeligehed. Vi gør endda en indsats for at blive set af andre. Webcam chatrumme som bygger på princippet om randomisering af dem man snakker med er kun et eksempel af mange.